Historien

Historien

Musikalliancen er en kraftfuld stikling af Danmarks ældste amatørsymfoniorkester, Euphrosyne, som i 2014 flyttede ind på Korsager Skole, blev hussymfoniorkester og der spillede sin første skolekoncert med børn som aktivt deltagende.

De musikglade børn, deres tydelige længsel efter et endnu mere aktivt musikliv og skolens store åbenhed for samarbejdet, satte gang i projektudviklingen. Takket være støtte fra Oticon Fondet blev der snart skabt mulighed for, at unge professionelle musikere kunne deltage som »musikagenter« i amatørorkestret og samtidig forberede de fælles koncerter i samarbejde med skolens musiklærere. Et frugtbart samarbejde var dermed etableret, som aktivt i rammerne af Åben Skole, kunne fremme et levende musikmiljø i folkeskolen.

Københavns Kommunes pulje »Mere musik til byens børn« ønskede at støtte musiktiltag, som kunne bringe musikaktiviteter ind i mange flere børns liv. Denne pulje muliggjorde projekter med gratis musikundervisning på fritidsinstitutioner i Tingbjerg og på Korsager Skole som støttede med lokaler og opbakning af projekterne. Der kunne tilbydes musikaktiviteter på flere forskellige instrumenter; trompet, trækbasun, kontrabas, violin, bratsch, cello, fløjte og klarinet og dermed var den første kim til Orkesterklubben – det lokale børneorkester blevet synlig.

Takket være puljen blev det til rigtig meget mere musik til byens mange forskellige børn. Snart havde vi gennemført omkring 6 projekter med blæser- eller strygerhold, orkestersammenspil i Orkesterklubben og børnene havde spillet flere små koncerter for deres skolekammerater og forældrene.

Samarbejdet med Korsager Skole voksede og et herligt højdepunkt blev projektet med komponisten Mogens Christensen – et projekt for komponerende børn og amatørorkestret. Projektet blev støtte af Kunststyrelsen: Projektstøtteudvalget, Huskunstnerordningen og Legatudvalget. Efter dette store vellykkede projekt med tre af skolens klasser, var det helt klart at børnenes musikparathed, glæde og kreativitet var et grundlag og en opfordring, som vi voksne måtte tage alvorligt.

Musikalliancen var skabt. En handlekraftig forening som ved sin dannelse kunne tælle professionelle unge musikere, forældre, en dirigent, musikforskere, amatørmusikere, en komponist og to store folkeskoler med ca. 1500 børn og deres dygtige musiklærere.