bjarne-musikbegreb

Følgende lille tanke-tekst er skrevet af Bjarne Urhammer, som var medstifter af MusikAlliancen. Bjarne var lærer, arkitekt og designer og en begejstret amatørmusiker. Bjarne var hele livet igennem optaget af udvikling af kunstneriske metoder i al undervisning. Han skrev denne lille tekst til MusikAlliancen.

MusikAlliancens musikalitetsbegreb.

Musik er kunst. En kunstart. Et udtryksmedie for det i vores eksistens, som ikke er blevet til begreber, til ord. Livet er meget mere end det vi er i stand til at i-tale-sætte. Vi kommunikerer med verden og vore medmennesker igennem handlinger og udtryk i helt andre medier end talens tanketolkninger. Og det flyder helt naturligt igennem vores organisation og ud i verden.

Talen og sproget læres og udvikles igennem barndommen og skolelivet, sådan at det bliver et redskab som kan bringe det indre liv til udtryk og afdække områder, som vi har fælles med eller kan sammenligne med andre menneskers erfaringer.

Men i denne beherskelse af sproget som værktøj gemmer sig også erfaring om, at sproget kan bringes til at bære informationer, som man knapt nok selv har tænkt. Indhold og udtryk, som udklækkes i selve sprogets natur. Dets klange, dets gentagelser, dets rytmer og pauser. Digtere, rappere, rimsmede, tekstmagere lever i dette felt. Vi kan være taknemmelige for, at vores skolegang udruster os sprogligt til at kunne medopleve og også selv virke i denne sprogmusikalitet.

Og det lille barn danser, allerede før det taler.. Det hopper af glæde, eller ruller sig i fryd og stamper i vrede, og en dag vil det også kunne fortælle med ord, hvad det er det føler. Men danseevnen, det helt spontane kropssprog bliver kun sjældent udviklet til et raffineret udtryksmiddel, som kan åbenbare kroppens ypperste udtryksmuligheder – der hvor menneskelige grundvilkår bliver synlige, som kun dansen kan gøre det.

Vi synger og brummer, ja skriger i vekslende registre længe før vi kan tale. Vi både synger egne tonerækker og genkender og gentager andres melodier. Og sang kan læres, altså bringes ind i en form, en tradition og danne fællesskab. Vi kan alle synge, og for mange kan sangevnen udvikles til et niveau, hvor man oplever, at man kan ”synge noget ud”, man kan få sangen til selv at bære og bringe noget frem, som man ikke helt var klar over. Her erfarer man hvordan en skoling af den medfødte sangevne vil kunne bringe andre livskvaliteter inden for rækkevidde.

Vi har  alle fra fødslen evner for det kunstneriske – for at kunstne! Den tyske digter Schiller har kaldt det ”legedrift”, en evne til udligning imellem det kropsligt/materielt betingede og det rationelt fornuftige. Vi kan finde vejen fra æsken med det gamle julepynt og frem til præsentation af årets festligt og anderledes juletræ. Eller fryden ved at bakke-snagvendt uden rigtigt at forstå, hvordan det hænger sammen. Og vi har set og måske selv erfaret, hvordan dagligdags gøremål kan løftes til et højere niveau, så noget nyt fremstår i det elementære. Musikeren Peter Bastian fortæller om, hvordan han som opvasker oplevede, hvordan arbejdet antog en helt anden form, da han fandt ud af at lege og spille med tallerkenerne på vejen fra den opstablede  opvask igennem vandbaljerne og op i de rene stabler. Der er sikkert mange husmødre, som har lignede upåagtede oplevelser i de daglige gøremål. Og vi er nok mange som har oplevet en taxachauffør, som kunne smyge sig igennem trafikken, som om vejen blev banet for ham, og måske også bemærket hans frydefulde udtryk undervejs. Schiller sagde om denne legedrift at ”kun når mennesket leger, er det menneske”. Det er evnen til at lege, som gør os til mennesker. Tænk engang over det!

Den kunstneriske oplevelse er en integreret del af menneskets natur. Og med sproget ved vi, at skolens grundige dannelse af skrive- og læsefærdigheder er adgangen til litteraturens og poesiens skatkamre og til egne værker i form af vellykkede breve eller digte, lejlighedssange eller festtaler. Engang omfattede enhver skole ”de syv kunstarter”. Det var skolens fundament, som alle skolebørn blev oplært i. I dag ville vi ikke opleve flere af disse fag som kunstarter, men det kan måske skyldes, at vi ikke er i stand til at se det kunstneriske i dem. Måske har skolen her overset en stor opgave?

Skolen kunne påtage sig, eller få tildelt, den opgave at give børnene grundfærdigheder i håndtering af livet som et kunstværk, et livsværk. Hvordan bliver regning til regnekunst? Skrivning til digtekunst? Gymnastik til balancekunst? Larm til lydkunst? Slagsmål til fægtekunst? Gemmeleg til tryllekunst? Skøjtning til kunstskøjteløb? Hvad er det gennemgående sæt af egenskaber, som er bestemmende for den kunstneriske side af tilværelsen?

Ved at tage et område som musikken, kommer man ind i det kunstneriske i en lang og anerkendt tradition. Vi ved at der findes utallige musikværker, mesterværker og enkle, let tilgængelige værker, som man kan få et forhold til. Men der skal en hel del træning og øven til, for at komme frem til at være en del af denne musikverden. Og selv om alle mennesker har en fornemmelse af, hvad musik er, så er der en række færdigheder og tilvænninger som er specifikke for musik, og som man må tilegne sig. Hørelsen skal skærpes over for toner, klange, harmonier, intervaller, rytmer. Og kroppen skal øves til at bevæge sig i uvante områder, stemmebånd skal stemmes og beherskes, rytmer skal bankes og trampes, højt og svagt, strenge skal slås an og klinge, og luften blæses igennem fint afpassede læber. Det er helt uoverskueligt at tænke sig, at det dejlige, som flyder ind i øret som musik, er sammensat af disse mange delområder, som alle kan opleves som udfordringer, som noget svært. Hvordan kan det overhovedet forstås som en ”legende” vej til musikken?

Svaret er nok, at forestillingerne om det anerkendte billede af ”musik” må give plads for det mere brede ”leg”. Den gode musiklærer engagerer eleverne i lege og udfordringer i musikkens delområder som ikke behøver være målbare som musik, men som det de er: trampe øvelser, mund- og læbelyde, gentagelser og variationer af mønstre og styrke, lydsamtaler uden ord, frembringelse af lyd overfor klange, lydpantomimer, lyddialog på lineal, osv. Man kan næsten ikke undgå at ramme noget med lyd eller rytme eller stemning, som ikke har betydning for tilgangen til musik. Når eleverne selv opdager, hvordan det, de leger med indgår i musik, de hører, så er vejen banet til inddragelse af mere krævende instrumenter, for at udforske et mere nuanceret lydunivers. Og for forskellige måder at fastholde det, som i musikken gerne vil opløse sig i tid.

Og hvad er det ved legen, som stiller børnene friere overfor musikkens udfordringer? Det er legens natur ikke at have noget praktisk formål. Legen og det kunstneriske retter sig ikke imod at nå et bestemt resultat, men hvis legen er sjov når man kan blive ved at ramme en bold, som en kammerat bliver ved at skyde hen til en, så kan resultatet godt blive, at man er blevet bedre til tennis, uden at det har været stillet op som formål. ”Hvad er det I laver?” ”Vi leger bare”. Det viser sig tit, at det som starter som en legen med nogle muligheder, ender med at blive færdigheder som bidrager til ens register af evner. En individualisering. Og ved at anerkende at legeevnen og legeforståelsen er en vej ind i musikken, så kan man også fordybe sig i, om der er tale om en evne, som i sig selv må plejes og styrkes, og det er ikke fjernt at tænke sig, at mange andre fagområder kan åbnes på tilsvarende måde. Det gælder alle de kunstneriske fag men også vidensfag, humaniora, færdighedsfag, ja livet både som barn og som voksen kan anskues ud fra legen som model: ”kun i kraft af legen er vi mennesker, vi udgør racen Homo Ludens.

Bjarne Urhammer 2016.